Menu

Fokus på det fysiske

image
31. januar 2018 kl. 14:40
Klubbens Herre Senior bliver presset til det yderste tidligt i opstarten

Trænerteamet for Serie 1 bestående af Dennis Hjort, Thomas Semrau og Arne Appelgren har i fællesskab med Serie 2-teamet, Ulrik Larsen og Casper Holten, stået for de første træninger i 2018, hvor alle spillere har trænet som en samlet enhed, da 1.- og 2. holdstrupperne endnu ikke er blevet fastlagt.  

12 dage med 6 træninger er færdiggjort, hvor der især har været fokus på den fysiske del uden bold den første uge, hvor 26 af de fremmødte spillere har gennemført en 1000m-test, som spillerne igen vil blive testet i når vi nærmer os sæsonstart i slutningen af marts-måned. 

1000m-testene er blevet gennemført i mindre grupper fordelt henover 4 træningspas. 

Udover den obligatoriske 1000m-test har træningsøvelserne med bold ligeledes været med fokus på det fysiske, hvor spillerne er blevet præsenteret for flere nye træningsøvelser, som Dennis Hjort og Thomas Semrau har taget med sig fra tidligere trænerjobs. 

Fremmødet til de 6 træninger har været yderst tilfredsstillende og muliggjort træningspas med høj intensitet og positiv vildskab - en intensitet og vildskab trænerne har hæftet sig ved og rost.   

Første uge er færdiggjort og 1000m-testene er et overstået kapitel for denne gang, hvilket glæder Dennis Hjort, som har været hovedansvarlig for de gennemførte tests. 'Jeg glæder mig til, at kunne være fodboldtræner igen for en stund inden vi i slutningen af marts har sidste tests inden sæsonstart.' udtalte Dennis Hjort efter tirsdagens træning til spillerne. 'Nu er der fokus på fysisk træning - med bold!' afslutter Dennis Hjort inden spillerne søgte ned mod 7'eren og de varme brusere. 

Torsdag d. 1/2 venter sidste træningspas inden Serie 1 har første træningskamp mod John Becks nye tropper - KRFK fra Albaniserien. Kampen bliver spillet i Morud på deres kunststofbane med kampstart kl. 13.00. 


Luk